Ultralydskanning anvendes som klinisk "hjælpemiddel" i flere og flere specialer. I
senere tid udbredes ultralyd indenfor reumatologi, flere kirurgiske grenspecialer,
endokrinologi, anæstesiologi osv. Krav til kompetencer og uddannelse er imidlertid
ikke systematiseret i en grad, der lever op til almindelig anerkendt kvalitetssikring.
På dette område har DUDS hidtil gjort en stor indsats; Men jeg tror, der fremover
vil opstå et stigende behov for uddannelseskapacitet.
Ét af de problemer, som vi ser hyppigere og hyppigere, er fx en ortopædkirurg, der
foretager en ultralydskanning af et knæ med henblik på en given problematik. Hvis
ortopædkirurgen ikke kan finde det forventede ved ultralyd, sker der nogle gange den
fejl, at der i journalen er noteret, at ultralydskanning af knæet viste normale forhold.
Dette har ortopædkirurgen ingen kompetence til at skrive, og det kan også medføre
store problemer for både undersøgeren og patienten. Fx har vi set, at patienten er
viderehenvist til en "ultralydspecialist", og nu finder man på ultralydskanningen
noget, som faktisk godt kan forklare patientens symptomer.
Det er et problem for patienten, som i første omgang fik at vide, at ultralydskanning
af knæet var normal på trods af, at der stadig er relevante symptomer. Det kan også
blive et svært problem for ortopædkirurgen, som risikerer dårlig omtale og i værste
tilfælde, en patientklagesag.
Vi må anbefale, at ortopædkirurgen i stedet for at skrive, at knæet er normalt, beskriver,
at han ikke har kunnet finde dét, han søgte.
Én ting er problematikken omkring andre læger end radiologer, der foretager ultralydskanninger
uden at have en relevant uddannelse (fx en diplomuddannelse). Et andet problem er,
hvis andre grupper end læger begynder at foretage ultralydskanninger, eksempelvis
røntgen-sygeplejersker/radiografer/fysioterapeuter oa. Vi har fx hørt, at nogen steder
foretager sygeplejersker/radiografer ultralydskanning af abdomen, og i den forbindelse
tager fx fire billeder. Herefter er det en røntgenoverlæge, der foretager selve beskrivelsen
af ultralydskanningen uden dog at have foretaget denne.
Dette kan give store juridiske problemer. Det svarer til at skulle lave en anmeldelse
af en film af 15 minutters varighed, dog har man ikke filmen til rådighed, men kun
fire stillbilleder.
Med et tiltagende antal patientklagesager er det nødvendigt, at vi fra det videnskabelige
selskabs side afstikker nogle retningslinjer for uddannelse og kompetence, og i den
forbindelse også underviser i, hvorledes man juridisk korrekt foretager beskrivelse
af ultralydskanninger.
En god ultralydskanning drejer sig ikke om at tage gode billeder. Det drejer sig om
en undersøgelse af en patient på højt lægefagligt niveau. Hvis en læge bestiller en
ultralydskanning af galdeblæren mhp. galdesten, idet patienten har ondt i højre side
af abdomen, hvad skal vi så gøre? Galdesten er ikke det eneste der kan gøre ondt i
højre side af abdomen. Selv om der er en galdesten, så er det ikke sikkert, at det
har noget med patientens symptomer at gøre. Vi skal selvfølgelig undersøge hele abdomen
og samtidig indhente supplerende oplysninger i takt med forskellige fund ved ultralydskanningen.
Vores opgave er at forsøge på at løse patientens problemer, at få en forklaring på
patientens symptomer.
Dette indlæg er ment som et diskussionsoplæg, og vi håber fra DUDS' side, at flere
vil blande sig i diskussionen, således at forholdene kan gøres så optimale som muligt.
Eventuelle kommentarer kan sendes til undertegnede.
Email: lars.bolvig@as.aaa.dk
