Ultraschall Med 2006; 27(5): 506-507
DOI: 10.1055/s-2006-954798
DUDS meddelelser

© Georg Thieme Verlag KG Stuttgart · New York

Fagområde 4

Weitere Informationen

Publikationsverlauf

Publikationsdatum:
11. Oktober 2006 (online)

 

I forrige nr. af Ultraschall/EJU blev det beskrevet, hvorledes gynækologerne/obstetrikerne i dag anvender ultralyd som klinisk redskab. Det har de gjort i en menneskealder.

I dette nr. hører vi om et speciale, der ønsker at indføre ultralyd som klinisk redskab, nemlig reumatologi. I den forbindelse har jeg stillet nogle spørgsmål til:

Ledende overlæge Ulrich Fredberg Reumatologisk Afsnit Medicinsk Afdeling Silkeborg Centralsygehus

Hvor og hvornår blev de første ultralydscannere taget i brug blandt reumatologer i Danmark?

De første kliniske reumatologiske afdelinger begyndte at anvende ultralydscanning til diagnostik og ultralydvejledte aspirationer og injektioner for 10 år siden og i dag har alle reumatologiske afdelinger en ultralydscanner og nogle afdelinger har scannere i alle ambulatorier. Aspirationer og injektioner i led, slimsække og seneskeder er et hyppigt indgreb i reumatologien, og i betragtning af, at blinde injektioner i ca. halvdelen rammer utilsigtede strukturer, er det forståeligt, at ultralydvejledte injektioner har højnet kvaliteten. Ultralydscanneren er i høj grad blevet klinikerens forlængede hånd.

Hvornår begyndte man i Dansk Reumatologisk Selskab at overveje indførelse af ultralyd som klinisk redskab?

Allerede ved indførelse af hoveduddannelsen havde man i Dansk Reumatologisk Selskab overvejelser om at kræve kompetencer for muskuloskeletal ultralydscanning indført i logbøgerne. På dette tidspunkt var der dog nogle af de største universitetsafdelinger, der ikke rådede over en ultralydscanner, hvorfor man måtte frafalde kravet. Der er imidlertid nedsat en gruppe, der skal udarbejde nye regler, som givet vil blive indført som et krav i uddannelsen, næste gang kravene revideres.

Jeg har hørt at Reumatologiske afdelinger som har scannere ikke bruger dem optimalt. De anvendes ikke rutinemæssigt og nogle lægger transduceren fra sig når de skal intervenere. Som radiolog svarer det at man finder en tumor og så tager man bind for øjnene inden man intervenerer.

Har du et indtryk af anvendelseshyppigheden af scannere blandt yngre og ældre reumatologer?

Ultralydscanning er blevet en attraktiv modalitet i reumatologien, som givet har været med til at rekruttere yngre læger til specialet. Næsten alle yngre reumatologer har et stort ønske om at erhverve sig kompetencer i muskuloskeletal ultralyd. Der er naturligvis ældre kolleger, som gennem mange år har opbygget en meget stor erfaring i at vurdere, om der er væske i et led eller ej og at foretage blinde injektioner, og hvis motivation for at lære "den nye teknik" ikke er så stor som de yngres. Det er imidlertid min klare fornemmelse, at der blandt alle såvel yngre som ældre reumatologer foregår en udvidelse af færdighederne i muskuloskeletal ultralyd, og i løbet af de næste få år, vil det ikke længere være muligt at foretage blinde injektioner, lige så vel at diagnosen reumatoid artritis vil kræve ultralydmæssige billeddokumentationer i journalen.

Hvorledes kunne du tænke dig en formaliseret uddannelse indenfor reumatologers anvendelse af ultralyd som klinisk redskab?

Jeg tror, at der i næste revideret udgave af målbeskrivelsen i reumatologi vil være et krav om dokumenterede kompetencer i muskuloskeletal ultralyd. Der vil blive krævet dokumentation for gennemførelse af et flerdags kursus i muskuloskeletal ultralyd, et vist antal superviserede ultralydscanninger af diverse led og et endnu større antal gennemført selvstændige scanninger.

Ved at opstille disse krav, vil man samtidig forcere udviklingen på de afdelinger, der enten pga. manglende kompetencer eller pga. manglende økonomi halter bagefter.

Det må være en opgave for DUDS at beskrive et uddannelsesforløb der, i overensstemmelse med Europæiske standarder, dækker de forskellige specialers krav til ultralyduddannelse.

Hilsen Lars Bolvig

Næstformand i DUDS

Kontakt:

Dr. med. Michael Bachmann Nielsen

Department of Radiology, Section of Ultrasound Rigshospitalet

Blegdamsvej 9, DK-2100 Copenhagen, Denmark

Telefon: +45/3545-3419

Fax: +45/3545-2058

eMail: mbn@dadlnet.dk

URL: http://www.duds.dk

    >